–
din mammas sidste brev, som jeg takker for, har
krydset
mit da de var skrevne på samme dag. Denne gang vil jeg sende et par ord til dig og så håber jeg du snart lader mig høre fra dig igen. –
Bergliot har været her to gange: først ved tilbagekomsten fra
turnéen, og så med
Tankred for at
tage afsked for sommermånederne. De så begge udmærket friske og raske ud. Også
B. B og
broderen kom opom. B. B var rasende over
censurkomitéen og svor på at der skulde sættes i gang en stor
allarm i bladene når
afgørelsen i tinget nærmer sig. Jeg opsøgte
statsråd
Sverdrup for at
få en afskrift af
komitéens udtalelse, som jeg vilde sende dig, men frafaldt dette da jeg hørte at den allerede var tilstillet budgetkomitéen og vilde blive trykt. Jeg forudsætter at du nu kender den; hvis ikke, skal jeg uopholdelig sende dig den. Med
Ullmann og
Arvesen har jeg også talt. De er varmt og ivrigt af den mening at en
konkurrence skal der ikke blive. Enten skal du have posten eller også oprettes
den ikke. For Ullmann alene udtalte jeg i forgårs den tanke at du kunde beholde
din gage for et år til, fritages for at holde forelæsninger i den tid, og give et ikke helt ud bindende
tilsagn om derefter at finde dig i at konkurrere. Idéen er egentlig
Hermans og måske
expeditionssekretærens. Ullmann fandt den plausibel. Men for mig står det i øjeblikket så at ved en eventuel konkurrence vil den nye bedømmelseskomité erklære begge konkurrenter for inhabile for at befri universitetet for sociologien som
foredragsfag. Men kan du slippe fra det ved et vagt tilsagn, så bør du vel ikke afbryde sagen ved et definitivt afslag. Dette er alt, hvad jeg for tiden véd at meddele; gennem Bergliot har du forhåbentlig erfaret et eller andet, som jeg ikke kender til. – – Det var meget glædeligt at høre at din mamma befinder sig så tilfreds og at hun kan sidde ude i skovene og nyde den friske luft.
Frøken Cappelen vil snart
skrive hende til, hvis hun ikke allerede har gjort det. Hun var her og bragte store blomstrende kirsebærgrene fra
fru Mallings have. Ganske uventet har jeg truffet
frøken Grønvold
, som nu er kommen tilbage fra England og agter at tage ophold her i byen for det første. Igår middag, forefandt jeg et visitkort fra frøken
Elisabeth Hegel, som havde været her og spurgt efter mig. Det har været mig umuligt at få opsporet hendes adresse. Enten er hun vel på
Holmenkollen eller er kanske rejst videre nordover med toget. Jeg befinder mig udmærket vel og har glubsk appetit fremdeles. Fra Herman skal jeg hilse. Lev vel, begge to, og skriv snart til eders hengivne
H. I.